Udbuddet af hotelværelser i USA er meget større, end vi er vant til i Danmark. Selv de mindste byer har som regel et pænt udvalg af moteller og hoteller i forskellige prisklasser. Med undtagelse af de helt store byer, er værelserne generelt store, og mange kan rumme en familie med 2 voksne og 2 børn.

Uden bestilling hjemmefra
HotelMan kan sagtens rejse rundt i USA uden at have bestilt hotel hjemmefra. På turistkontorer og tankstationer ligger der mange steder hæfter med rabatkuponer til hoteller i det område, man befinder sig i. Så er det bare at forsøge sig frem i den by, man ønsker at overnatte i.

Sommetider kan man også ”prutte” om prisen, selvom man ikke har en kupon.

Det er en god ide, at være opmærksom på, om man skal være i et meget besøgt turistområde i en weekend. Så kan det være vanskeligt at finde et hotel uden forudbestilling. Det samme kan være tilfældet, når der er forældre-weekend eller “graduation” på universiteterne.

Vi har også oplevet, at store musikfestivaler med 150.000 deltagere har lagt beslag på alle hoteller i et meget stort område.

Fast bestilling hjemmefra
Vil man gerne have at alting ligger helt fast fra starten, kan man selvfølgelig via et rejsebureau bestille værelser.

Normalt er det ensbetydende med, at man skal betale alle værelser hjemmefra, og det kan være vanskeligt at ændre planer. Det vil typisk også være en dyrere løsning. Man kan også opleve, at rejsebureauet tager betaling pr. person, mens stort set alle hoteller i USA tager betaling pr. værelse.

Fleksibel bestilling hjemmefra
Den løsning, vi anbefaler, er at lave en fleksibel bestilling hjemmefra. Det vil sige, at vi typisk bestiller direkte hos de forskellige hotelkæder. Det har den store fordel, at der først skal betales ved afrejse, og man kan uden problemer afbestille eller ændre helt frem til ankomstdagen.

Hvis man har bestilt i god tid, kan det ofte betale sig, at checke priserne på værelset et par gange før afrejse. Hvis hotellet ikke har fået den belægning, de forventer, vil de sætte prisen ned, og så er det bare at ændre sin bestilling til den nye pris. Det sker ikke automatisk.

En anden mulighed for fleksible reservationer er Booking.com. Her kan man oprette en profil, og dermed have et samlet overblik over alle sine reservationer. Når man har lavet et større antal bestillinger får man en såkaldt Genius-status, hvilket betyder, at der er en særlig rabat på 10% på mange hoteller.

Bonusprogrammer
Er man medlem af FDM, kan man uden problemer få 10% rabat på de fleste hoteller i USA. Man skal bare booke som AAA-medlem. Nogle hoteller forlanger at få club-koden oplyst ved bestilling. FDM har nummer 491.

De fleste hotelkæder har bonusprogrammer ligesom flyselskaberne. Man kan samle bonuspoints til gratis overnatninger, men mange tilbyder også, at man kan få bonuspoints overført til sit flyselskabs bonusprogram. Det skal man gøre, så man hurtigere får en gratis flyrejse.

Sommetider er der specielle kampagner, så man får dobbelte eller tredobbelte point. Det kræver, at man registrerer sig på forhånd.

Hvordan vælger man hotel
Hotel lobbyNår vi har planlagt de forskellige steder, vi forventer at overnatte, bruger vi Tripadvisor.com til at undersøge hotelmarkedet de pågældende steder. Her kan man hurtigt få et overblik over, hvor hotellerne typisk ligger i den pågældende by. Man vil se, at hotellerne klumper sig sammen omkring lufthavne, store indkøbscentre eller offentlige institutioner som hospitaler og universiteter. I de helt store byer er der selvfølgelig også hoteller i byens centrum.

Man kan få en ide om prisniveauet på de forskellige hoteller, og der er en rangliste baseret på kundeanmeldelser. Dem bør man studere med forbehold, for amerikanerne er meget kritiske, og giver ofte dårlige anmeldelser på grund af det, vi vil opfatte som bagateller.

Når man har dannet sig en ide om, hvilke hoteller man vil booke, er det bare at gå i gang enten direkte til hotellerne eller via andre internetsider.